Film fra danske byer

I filmmediets barndom og ungdom blev der over hele landet foretaget forskellige optagelser, der fremviser et interessant tidsbillede af danske byer i første halvdel af det 20. århundrede. Filmoptagelserne viser byernes liv både til hverdag og fest. Nogle film panorerer forbi byernes torve, parker, institutioner eller indeholder scener fra byens forretninger, håndværk og erhverv, samt landskaber og beboere i byernes omegn. Andre film er optaget ved særlige lejligheder som kongebesøg og byfester, og ofte er der tale om særlige jubilæumsfilm, der kunne fremvises ved forskellige byjubilæer.

En del af optagelserne stammer fra de populære ugerevyer, der var en populær nyhedsformidling i 1920’erne-1940’erne. Ugerevyerne bestod af en film på ca. 10-20 minutter sammensat af korte sekvenser med nyheder fra Danmark og udlandet, der blev udsendt om mandagen og fremvist i landets biografer. Filmene var i begyndelsen stumfilm, og først i 1930’erne fik de lyd i form af speak og musik.

Filmene giver et unikt blik indblik i, hvordan liver udformede sig i de danske byer – og hvordan man valgte at præsentere sig - for 50-100 år siden. Filmene er derfor en god kilde til byernes historie, men kan også bare opleves og nydes for de fornøjelige og festlige filmklip.      

Filmene er primært fra perioden ca. 1910-1960 og stammer fra Det Danske Filminstituts streamingsite 'Danmark på Film', hvor man kan finde mange flere film fra danske byer, ikke mindst via et danmarkskort med filmklip. Filmene er venligst stillet til rådighed af Filmcentralen og Det Danske Filminstitut.