Mikkel Thelle erhverver ph.d.-grad

24.04.2013

Mikkel Thelle erhverver ph.d.-grad

Leder af Dansk Center for Byhistorie Mikkel Thelle forsvarede i fredags sin ph.d.-afhandling om Københavns Rådhusplads som laboratorium for den moderne bys offentlige rum 1880-1914.

Dansk Center for Byhistories nye leder Mikkel Thelle forsvarede fredag d. 19. april sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet. Afhandlingen er en urban kulturhistorie om Københavns Rådhusplads’ tilblivelse som offentligt rum i perioden fra 1880 til 1914.

Rådhuspladsen opstod midt i Københavns omdannelse til moderne storby. Næringsfrihed, voldenes fald, ny hygiejne og nye teknologier ændrede byen, og pladsen blev omdrejningspunkt for denne forandring. Rådhuspladsen blev del af byens citydannelse med fremkomsten af store prestigebyggerier og kontorbygninger omkring pladsen. Det nye forlystelsesliv voksede frem, og Hovedbanegården og sporvejsknudepunkter blev lagt her. Rådhuspladsen blev dermed et laboratorium, hvorigennem man kan se udviklingen af det moderne storbyliv med trafik, elektricitet og forlystelsesliv. Samtidig blev pladsen et sted, hvor meget få mennesker kom til at bo, mens utroligt mange mennesker er kommet for at arbejde eller for at gøre andre ærinder. I afhandlingen betragter Mikkel Thelle felterne intentioner, teknologier og praksisser som hver deres prisme for studiet af byens modernitet.

Afhandlingen har titlen: København 1900. Rådhuspladsen som laboratorium for den moderne bys offentlige rum 1880-1914.

 

Hør radiointerview med Mikkel Thelle i DR P1 programmet Alle Tiders Historie her.

Læs om forsvaret på Københavns Universitets hjemmeside her.