Konsuler

Konsuler

I alle danske købstæder var der en række konsuler for diverse lande. Ofte var den samme mand konsul eller vicekonsul for flere lande. Er der nogen, der har skrevet noget om denne ordning, er der nogen, der arbejder med det, og hvor ligger det relevante arkivmateriale?

Ellen Damgaard
7. december 2005

Svar:

Der er mig bekendt ikke skrevet noget decideret om konsuler i Danmark i 1600- og 1700-tallet. Der er derimod skrevet om danske konsuler i andre lande i Dan Andersens afhandling "On Mediterranean shipping".
De få oplysninger, jeg har, stammer fra omtale af visse personer som konsuler i tilfældige sammenhæng, og således ved jeg, at Johan Feiga de Jonge var nederlandsk konsul i Holbæk o. 1670. Ligeledes er der oplysninger om fremmede konsuler i Helsingør Familien van Deurs, der var kommissær for Nederlandene. Leo Tanderup har også skrevet bogen "Svensk agent ved Sundet".
Det, der måtte være af samlet kildemateriale, vil sandsynligvis være at finde i Tyske kancelli Men! Eftersom konsul var/er en ærespost tildelt handelspersoner, der kunne varetage opgaver for handelsfolk i det pågældende land, en blåstempling af personen om man vil, var han ikke akkrediteret til Danmark, og havde ikke nogen diplomatisk status som sådan. (Havde en nederlandsk handelsmand for eksempel en udestående gæld i Danmark, ville han tage kontakt til en notar og rekvirere en person i Danmark til at sørge for at inddrive gælden. Dette vil fra 1700 tallet og frem typisk være en konsul.) Det er derfor mere sandsynligt, at oplysninger om fremmede konsuler i Danmark er at finde i de udenrigske afdelinger af udenlandske arkiver frem for i de danske arkiver.
For Sveriges vedkommende har der været en undersøgelse af det svenske konsulvæsen, Leos Müller: "Consuls, corsairs, and commerce. The Swedish consular service and long-distance shipping, 1720-1815".

Philip Kelsall
9. december 2005

Svar:

Tak for svar. I en lille købstad som Lemvig var der i 1800- og 1900-tallet flere konsuler, der primært varetog opgaver i forbindelse med forlis af udenlandske skibe, eller ved anløb af udenlandske skibe i handelsøjemed. Sådan har det været i alle søkøbstæder. Nok værd at kigge nærmere på - er det ikke et emne, der kunne friste en studerende til et speciale?

Ellen Damgaard
4. januar 2006

Svar:

Jeg har åbenbart glemt at skrive i mit første indlæg at der nu er en del oplysninger om danske konsuler og konsulvæsenet i det hele taget i de forskellige bind af Dansk Udenrigs Politiks Historie.

Philip Kelsall
16. januar 2006


Se også Andreas Jørgensen: "Af konsulatsvæsenets historie i det 18. århundrede", i Erhvervshistorisk Årbog 1951.

Søren Bitsch Christensen
26. juni 2006