Frederiks Bro i Aarhus

Frederiks Bro i Aarhus

Jeg havde for et par dage siden en diskussion med en bekendt om, hvor Frederiks Bro i Aarhus ligger. Jeg har flere kopier liggende af gamle fotos, der viser Frederiks Bro som overgangen fra Immervad til Frederiksgade (Brobjergvejen). Med andre ord en af broerne over Aarhus Å. Min "modpart" mener, at titlen kun kan tillægges broen over jenbanen på Frederiks Allé. Han har sikkert ret i, at denne bro hedder Fredriks Bro i dag.

Men hvornår mistede den gamle bro ved Immervad så sin ret til navnet? Var det i 1930'erne ved overdækningen af Åen? Dengang var broen over jernbanen vel allerede bygget? Så hvad har den heddet før?

Lennie Boesen
23. januar 2013

 

Svar:

Tak for din henvendelse.

Mit bedste bud er, at flytningen af navnet Frederiks Bro fra Immervad-broen til broen over banegraven må være sket i en glidende overgang, og at rørlægningen af åen 1932-39 sikkert har været en medvirkende årsag. Umiddelbart kan jeg sammenstykke følgende kronologi:

1400-tallet: Broen over åen ved Immervad blev opført.
1824: Frederiksgade fik sit nuværende navn efter Frederik VI. Broen ved Immervad kan derfor tidligst være navngivet Frederiksbro fra 1824.
1872: Frederiks Allé navngivet, ligeledes opkaldt efter Frederik VI. Frederiks Allés nordlige og sydlige ender blev forbundet med en bro opført over banegraven efter jernbanens anlæggelse i 1862. Det kan dokumenteres, at denne bro i 1910 betegnedes som broen i Frederiks Allé. Se her og her.
1923: Broen i Frederiks Allé blever erstattet af den nuværende bro over banegraven. Se her.
1932-39: Åen blev rørlagt, og Åboulevarden blev anlagt ovenpå, hvorved den oprindelige Frederiksbo ved Immervad forsvandt.

Kombinationen af en nyopført bro i 1923 og den rørlagte å i 1930'erne kan sikkert have flyttet navnet.

Hvis du har brug for et mere specifikt svar, vil jeg foreslå dig at tage kontakt til Aarhus Stadsarkiv/Erhvervsarkivet. På arkivet kan du kigge i Preben Rasmussens udklipssamling, som rummer avisudklip og noteringer over så godt som alle lokaliteter i Aarhus midtby.

 Kristian Buhl Thomsen
23. januar 2013