Gæsterne som aldrig tog hjem...

Silke Holmqvist blev tildelt et ph.d.-stipendium ved Aarhus Universitet per 1. februar 2016 under titlen 'Gæsterne som aldrig tog hjem.'

Projektet er en emotionsgeografisk undersøgelse af de første tyrkiske, pakistanske og jugoslaviske gæstearbejderes hverdagsliv i danske byrum mellem 1963-1983. Projektet kombinerer personlige beretninger fra tidligere gæstearbejdere med kilder fra Rigsarkivet og materiale fra stadsarkiver. På den baggrund kortlægges et emotionelt landskab, som kan illustrere, hvordan forventningen om et midlertidigt ophold formede både byens materialitet og migranternes følelser af midlertidige og permanente tilhørsforhold.

Både det danske samfund og migranterne selv forventede nemlig et tidsbegrænset ophold, hvilket forårsagede midlertidige løsninger ift. boliger, mødesteder og socialsikring helt frem til udlændingereformen 1983. Byen var med andre ord ikke klar til at huse gæsterne, som derfor fandt alternative opholdssteder. For mange blev hjemrejsen dog aldrig realiseret, men vi ved ikke meget om, hvordan de oplevede deres tidlige år i Danmark. Det er det projektet her kan kaste nyt lys over ved at undersøge, hvordan følelser af hjemlighed og hjemløshed viser sig materielt.

Læs mere om projektet her.

Læs Silkes indlæg på Dansk Center for Byhistories blog her.