Renæssancens befæstede byer og byudvikling

Dansk Center for Byhistorie og Afdeling for Middelalder- og Renæssancearkæologi, Aarhus Universitet tog i 2006 skridt til at belyse den nyeste viden om renæssancens befæstede byer i forbindelse med det såkaldte Renæssanceår 2006. Det førte til afholdelsen af et seminar den 14.-15. september 2006 på Moesgaard, Aarhus Universitet. Resultater herfra suppleret med enkelte andre bidrag er nu under udgivelse som Danske Bystudier 5.

Stud.mag., nu cand.mag. Jeppe Ravn havde oprindeligt fået ideen til seminaret, som også lektor Jan Kock deltog i at arrangere. Seminaret blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen og Aarhus Universitets Forskningsfond. Bogen indgår som nævnt i skriftrækken Danske Bystudier og supplerer således tidligere værker om middelalderens byer (2004), købstæderne i den klassiske periode (2005), de moderne byer (2006) og enevældens byer (2008).

Kronologisk og tematisk ramme:

Renæssancen forstås i denne bog som tiden mellem reformation og enevælde, 1536-1660, men det skal ikke tages alt for bogstaveligt. Som det vil fremgå, er formålet med bogen ikke så meget at belyse renæssancen og byerne som sådan, men i særlig grad at undersøge et helt særligt byhistorisk fænomen – de befæstede og militariserede byer i renæssancen og deres forløbere og til dels deres efterfølgere. De fleste købstæder blev ved med at være udprægede handelsbyer, men en del af rigets byer havde andre og midt vidtgående funktioner, og i renæssancen var det militære aspekt ved bylivet særligt tungtvejende. Bogen søger at analysere de topografiske, teknologiske og sociale virkninger af renæssancesamfundets militarisering på bysamfundene. Bogen omfatter studier fra det nuværende danske kongerige, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Norge og den tidligere danske del af det nuværende Sverige.

I middelalderen havde de fleste købstæder været omgivet af volde, grave eller andre forsvarsværker, men i renæssancen koncentrerede man rigets forsvar til en udvalgt række af stærkt befæstede byer og nedrev efterhånden de gamle volde i de andre byer. De befæstede byer fik et helt anderledes, militant udtryk end kendt i middelalderen, bl.a. for at dæmme op for en ny tids ildvåben, og fordi krigene fik karakter af store erobringstoge, der førte fjendtlige hære gennem landet. Det gav byerne nye militære udfordringer, og et par af bogens artikler går ind på spørgsmålet, om denne 'ydre' militarisering havde følgeskab af en 'indre' militarisering i form af borgernes militære pligter og tilegnelse af militære attituder.

På det ideologiske plan så man en udvikling, hvor den ideelle by ikke længere kunne tænkes uden sammenhæng med det ideelle forsvar af byen. Det var på en måde ikke noget nyt. Peter Clark beskriver, hvordan bymure og katedraler siden den tidligste middelalder havde været nøglemarkører for europæisk urbanitet og vedblev at være det middelalderen igennem. Det nye var den måde, hvorpå de to størrelser smeltede sammen i begrebet byplanlægning, beskrevet således af Hans Henrik Appel i hans artikel her i bogen: “Det var det bastionære systems krav mere end noget andet, der førte til de nye regelmæssige, stringente byplaner; og det var måske det arkitektoniske element, der – i nogle tilfælde hurtigere end i andre – mest konsekvent bredte sig over hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet.” I det danske kongerige så man eksempler på italiensk og nederlandsk inspireret renæssancebyplanlægning, men billedet er direkte misvisende, hvis ikke rigets øvrige dele inddrages.

Den danske forskning om denne periodes fæstningsværker har længe været mangelfuld og uaktuel, især forskningen om de fæstningsværker, som omgav byerne. Der er ikke udgivet et samlet overblik over middelalderens og renæssancens bybefæstninger siden Vilhelm Lorenzen og Otto Norns værker fra 1930’erne, 1940’erme og begyndelsen af 1950’erne (se litteraturlisten i Jan Kocks artikel). Disse værker lægger meget stor vægt på det arkitektoniske element, som man finder i citatet af Hans Henrik Appel ovenfor. Der er imidlertid sket en del i de senere år. Det er ikke mindst arkæologien, der har frembragt nye resultater. Til bogen er der af denne grund trukket på bidrag fra både historikere, arkæologer og enkelte andre faggrupper.